Inden for feltet ”Kommunikation og læring” forskes og undervises i anvendelse af digitale medier og netmedierede kommunikationsfora som mulige teknologier til understøttelse af kommunikations- og læreprocesser.
Teoretisk arbejder feltet med udvikling af videns-, lærings- og kommunikationsteorier og modeller for teknologi-støttet læring, e-læring, online læring, blended learning m.v. Feltet bygger på en vifte af lærings- og kommunikationsteorier samt teorier om pædagogik og didaktik. Feltet placerer digitale medier og netmedierede kommunikationsfora i et internationalt og interkulturelt perspektiv. Endvidere forskes der i læring og kommunikation i organisationer, eksempelvis i form af vidensdeling.
Empirisk arbejder forskningsfeltet med udvikling af empirisk design og analysemetoder i forbindelse med empiriske projekter, hvor anvendelse af digitale medier og netmedierede kommunikationsfora undersøges med fokus på kommunikations- og læringspotentialer; eksempelvis mobile enheder, weblogs, wikier, diskussionsfora, podcasting og sociale netværk. Den empiriske forskning er aktualiseret inden for museer, biblioteker, grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.